Torsdag 28. maj var en festdag i Qeqertarsuaq. Danmarks kronprins Frederik – Norges kronprins Haakon og Sveriges kronprinsesse Victoria skulle besøge byen for ved selvsyn at få et indtryk af klimaændringernes indflydelse på Arktis.
Besøget var et led i en rundrejse, der startede med ankomst til Kangerlussuaq. Derfra fløj de til Sisimiut – Holsteinsborg og gik ombord på søværnets inspektionsfartøj Ejnar Mikkelsen, der opererer i Grønland.
De kom til kaj her i Qeqertarsuaq om morgenen kl. 0830 og lagde forsigtigt til ved lavvande, da der kun var ½ m frigang under kølen. Vejret kunne ikke være bedre med flot solskin.
De kongelige blev modtaget på kajen af byens viceborgmester Timooq Mølgaard og områdeleder Benedikte Mølgaard, der var i nationaldragt.
Byens befolkning havde taget opstilling på kajen, og der blev budt varmt velkommen. Fra havnen gik de en kort gåtur til Museet, hvor der var grønlandsk korsang og kaffemik sammen med lokale beboere.
Frederik var noget interesseret i om hundeslædekørslen på Lyngmarksbræen var kommet i gang, men fik at vide, at det var 14 dage for tidligt. Han ville vidst gerne have haft en tur.
Fra museet gik delegationen til Arktisk Station og stoppede undervejs op ved Johns hunde, der havde små hvalpe.
Efter velkomst på Arktisk Station var der foredrag om institutionens historie, ligesom man fik foredrag om de klimatiske ændringer der var eller kunne forudses på grund af klimaforandringerne.
Der blev serveret frokost som fungerende videnskabelig leder og kok Marc havde fremtryllet sammen med personalet.
Der var selvfølgelig krabber som fanges og eksporteres herfra. De gav kokken på skibet et lille problem, for han havde planlagt at servere krabber til middagen ombord. Han måtte i hast ændre menuen og ved fælles hjælp og gode kræfter blev fiskerne i Ilulissat sendt ud for at fange friske rødfisk til middagen dagen efter.
Der var oprindelig planlagt med en vandretur til Kuaannit, men det blev kun til en lille vandretur til Røde Elv for at se øens helt specielle vulkanske landskab, da afrejsen blev fremskyndet fra kl. 2200 til kl. 1600 for at de kunne nå at komme til Eqip Sermia – en kælvende bræ nord for Ilulissat.
De kongelige blev transporteret fra Røde elv retur til havnen i politiets patruljevogn medens ledsagerne blev kørte i Arktis Stations varebil. Man må jo bruge de biler man har rådighed over.
Besøget sluttede med et stort farvel på kajen og tak for en stor oplevelse
se billeder fra dagen: http://picasaweb.google.dk/home
Ingen kommentarer:
Send en kommentar