tirsdag den 23. juni 2009

Lyngmarksbræen til fods!


Her på øen kan man som det eneste sted på Grønland køre hundeslæde om sommeren. Det foregår på toppen af øen på Lyngmarks bræen. Mange turister kommer til øen for at få denne oplevelse.

For at komme op på bræen, der ligger i 1000 meters højde, må man vandre i 3-4 timer. På toppen er der en hytte, hvor der er muligt at overnatte.

Lørdag den 20. juni havde vi aftalt med et hold venner, at vi ville forsøge at nå toppen. Vi havde fået at vide, at der stadig var en del sne på turen, men at det var muligt at komme helt til tops. Vi startede kl. 9,00, og første halvdel af turen gik uden problemer, men efterhånden blev der mere og mere sne. Det sidste lange stykke var der op til 1 meter våd sne, og det var ikke alle steder den kunne bære, så vi kan vist godt sige, at vi gik i sne til knæene.

Op kom vi, og det som nogle af de første i år. Vores frokost blev indtaget på terrassen ved den røde hytte. Vi havde selskab af en del løsgående slædehunde. Hundene er kørt til toppen medens der endnu var sne hele vejen. Nu venter de på, at turisterne skal komme for at køre hundeslæde. Hvis vi ville udforske bræen, kunne vi låne snesko i hytten. Det blev dog kun til en lille tur. Efter ca. 1 time på toppen besluttede vi at tage turen nedad. Turen hjem gik hurtigere, men solen havde nu gjort sneen endnu mere våd, så ned uden at få våde støvler og bukser var en umulighed.

En fantastisk flot tur, som vi må gøre om når vejen op bliver lidt mere farbar. Måske med en overnatning på toppen, vi må se.

Se billeder:
http://picasaweb.google.dk/poulvittrup/LyngmarksbrEnTilFods##

Ingen kommentarer:

Send en kommentar