tirsdag den 23. juni 2009

Nationaldagen!


Grønlands Nationaldag er den 21. juni - årets længste dag. I år havde man valgt denne dag til at indlede en helt ny epoke i Grønlands historie - nemlig at overgå fra hjemmestyre til selvstyre
Mange anser det som et kæmpeskridt frem mod selvstændighed. I selvstyreloven er indbygget retten til at blive selvstændige, når de økonomiske muligheder er til stede, og det er de langtfra endnu.
Dagen blev fejret med flaghejsning på kommunekontoret. Derefter var der tale af byens repræsentant i den nye storkommune, korsang og affyring af salut med byens gamle kanoner.

Vi gik i samlet flok til kirkegården, hvor forfædrene blev mindet. Derefter flot morgenbord i skolen og gudstjeneste i kirken, hvor sangkoret også medvirkede

Om eftermiddagen åben hus med fotoudstilling og kaffemik på byens museum.

Som tidligere fortalt var der som optakt til selvstyret skudt Grønlandshvaler, som skulle tilberedes og uddeles til hele befolkningen på dagen. Kødet blev grillet og mange spiste det med velbehag.

Om aftenen fest i Hallen, hvor årets vinder af "Stjerne for en aften" blev præsenteret. Der var bagefter musik og dans.
En festlig dag som optakt til Grønlands fremtid med selvstyre.













Ingen kommentarer:

Send en kommentar