søndag den 3. maj 2009

Dansemik!

Der har her i byen været afholdt adskillige konkurrencer i hundeslædekørsel. Der har været sendt 5 hold herfra til Grønlandsmesterskab, der i år blev afholdt i Ilulissat og vundet af en lokal.
Efterfølgende har voksne 45 + - par og unge konkurreret mod hinanden weekend efter weekend, og ved hver konkurrence blev solgt kaffe – lavet konkurrencer etc.

Næste år skal byen her stå for Grønlandsmesterskabet, og til det brug skal foreningen samle 140.000 kr. ind ved frivillige bidrag.
Sæsonen er nu afsluttet, og i fredags blev der holdt dansemik med adgang for ikke medlemmer mod at melde sig ind i foreningen.

Byens eneste læge Flemming og jeg havde bestemt, at vi ville til dansemik. Det blev alle tiders gode oplevelse.
Da vi ankom omkring kl. 2200, var der måske 75 deltagere næsten udelukkende lokale familier.
Vi satte os ved et bord hos andre. Da den lokale formand holdt tale, oversatte en dansktalende diskret talen til dansk, så vi også kunne være med. Det er et godt billede på gæstfriheden her. På intet tidspunkt kunne vi føle os til besvær – tværtimod gjorde man en stor indsats for, at vi kunne være med.
Så kom der gang i grammofonen med polka – kædedans og folkedans iblandet med pop. Alle unge og ældre dansede med hinanden, og den generationsopdeling vi ofte oplever i Danmark er ikke eksisterende her.
Der var amerikansk lotteri ind imellem, og jeg var heldig at vinde en kurv med kolonialvarer.
Om der var fulde folk – nej slet ikke. Folk hyggede sig – grinede meget og alle så ud til at have det rigtig - rigtig godt.


Det var faktisk lige så lyst som om dagen, da vi gik hjem kl. 0130.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar